
Hilda og Keld Heick kommer til Folkemødet
Årets Folkemøde får besøg af helt særlige gæster, når Hilda Heick holder tale til kærligheden og senere synger for sammen med Keld til fællessangen 'Vi Skal Gå Hånd I Hånd'.

Hilda Heick holder tale til kærligheden
Hun skulle ellers gå på pension 19. maj, hvor hun fylder 80 år. Men bare et par uger senere på Grundlovsdag 5. juni stiller Hilda Heick sig op på Folkemødets talerstol og holder en tale til kærligheden - en grundlovskærlighedstale, kan man kalde den. Hilda Heicks tale til kærligheden er på programmet klokken 16 som en afslutning af den festlige dag i kærlighedens tegn.
Men der er mere godt i vente for de besøgene, for Hilda Heick kommer ikke alene. Efter talen går også Keld Heick på scenen, og sammen synger det folkekære par for til fællessang sammen med hele pladsen. Valget er faldet på "Vi skal Gå Hånd i Hånd", som er en af Kelds mest kendte sange og "passer perfekt til vores kærlighedstema", siger Lars Gjerulfsen, der er forstander for Den Rytmiske Højskole og medarrangør af Folkemødet, i et interview til Sjællandske Nyheder.

Ældreudvalgsmedlem ringede til Keld
På Folkemødet sker der kun ting, som lokale aktører får til at ske. Og når Hilda og Keld Heick har sagt ja til at besøge festivalpladsen, sker det fordi Lone Cederquist, som er medlem af Ældreudvalget i Odsherred Kommune, har en helt særlig forbindelse til parret.
Lone er – som billedet nedenfor fortæller – født Heick og kusine til Keld. I 60’erne gik Lone, Hilda og Keld alle sammen på Valby Skole, og de har bevaret den tætte forbindelse hele livet. En dag, da Lone hørte, at årets Folkemøde-tema var kærlighed, greb hun telefonen og ringede til sin fætter. For Lone Cederquist har fulgt parrets rejse sammen lige fra start.
"Keld og Hilda mødte hinanden allerede som helt små, men de fik først rigtigt øje på hinanden, da min veninde skulle holde et andendagsgilde efter sin konfirmation, og hun bad mig tage 'nogle høje fyre med'. Jeg ringede til Keld og sagde, at han skulle medbringe sin guitaren, og til gildet var Hilda altså også med. Uheldigvis for Vivi, for hun havde nok regnet med at kapre ham", griner Lone Cederquist.

Da Lone så igen mange år senere ringede til Keld og spurgte, om parret ville med på Folkemødet, skulle Keld i første omgang lige tænke over det. For de var jo som sagt gået på pension. Men lidt efter ringede Keld tilbage og sagde, at det ville de gerne.
"Og det er nok Hildas fortjeneste. Det er hende, der bestemmer," smiler Lone.
Lone Cederquist har gemt flere ting fra dengang, det hele startede på Valby skole. Blandt andet fotos, invitationen til andendagsgildet og en poesibog, hvor en 12-13 årig Hilda med sirlig håndskrift har skrevet, at hendes højeste ønske er 'at få en sangfugl'.

Højskoleelever spiller for
Folkemødet i Odsherred foregår traditionen tro på pladsen ved den Rytmiske Højskole i Jyderup udenfor Vig. Her er der også tradition for festlige musikalske indslag med højskolens dygtige elever, som gennem årene blandt andet har sat rørende musik til fortællinger om folk, som bor i Odsherred.
Derfor er det en selvfølge, at højskoleeleverne også får en central rolle at spille på scenen med Heick-parret. Højskolen har nemlig sammensat et band og et kor af elever, som skal spille og hjælpe med at synge til fællessangen.
Bagefter fortsætter højskolebandet med at spille Keld & Hilda-sange, som en tak til parret og en hyldest til deres lange, flotte karriere.
- Keld og Hilda er jo et smukt billede på kærligheden, fordi de har holdt sammen så mange år. Det er også svært at finde noget mere folkeligt end Keld og Hilda, så på den måde er de perfekte til folkemødet, siger Lars Gerlufsen i interviewet med Sjællandske Nyheder.


