Deltagere i alle aldre, der laver salat i fællesskab
07.05.2025

Pluk en høne med borgmesteren på folkemødet

Kom til Folkemødet i Odsherred grundlovsdag, torsdag den 5. juni 2025. Det foregår på Den Rytmiske Højskole, Jyderup ved Vig, kl. 9-17.

Grundlovsdag, torsdag den 5. juni kl. 9-17 samles aktive borgere og fritidsborgere, kulturaktører og erhvervsliv, lokalpolitikere, højskoleelever og foreninger for at skabe en demokratisk folkefest på Den Rytmiske Højskoles festivalplads. Temaet er ”fødevarer og folkestyre” og er en optakt til den fantastiske Michelin-uddeling, der finder sted halvanden uge senere.

En vrimmel af lokale aktører står for boder, debatter, aktiviteter, oplæg, smagsprøver, dyster og happenings.

Hvem har det bedste drikkevand?

I den muntre ende dyster vandværkerne om at levere det lækreste drikkevand. Børnene dyster om at være Michelin-kokke. Skovgro dyster om hvem der kan cykle langsomst. Hunde og børn dyster om at være bedst på agilitybanen. Alle dyster om at vinde quizzer, spille minigolf og tippe 13’ere.

Måske synes du at fremtiden er for dyster til, at du gider dyste. Så kan du diskutere politik med dine lokalpolitikere og NGO’er, du kan plukke en høne med borgmesteren, du kan diskutere fødevareproduktion og vandforsyning, grøn trepart, affaldshåndtering og spild. Og du kan få inspiration til, hvordan du selv bliver bedre til at beskytte den jord vi lever på.

Syng og spis

Og når du bliver sulten, er der lækre smagsprøver. Ulvborgen brygger mjød, og Solvognen brygger øl. Gigtforeningen laver vikingemad over bål. Vallekilde Højskole samarbejder med Madbanken og kreerer mad der er udløbet men stadig fin. Brugbaren inviterer naturkokken Sander Blom. Turistforeningen får besøg af stjernekok og urtesanker Thomas Laursen. Rørmosegård serverer vin, og Suveræne Salater laver salat-sing-along.

Den Rytmiske Højskoles elever spiller og synger dagen lang. Blandt andet nyskrevne sange om Odsinge, mens jazzstjernerne Karsten Vogel, Ole Reimer og Kerstin Backlin spiller verdensmusik og synger madsange med Romanokoret. Lungekoret og Stemmer fra Odsherred giver koncert på pladsen. Der er lydhealingskoncert og morgensang, og tidligere teaterleder Simon Vagn Jensen synger en syvretters menu skrevet af Hans Jørgen Herpsberger.

En masse kunstnere…

Årets folkemødekunstværk faciliteres af billedkunstner Lena Søborg. Her inviteres alle til at sætte et aftryk det sted i Odsherred, hvor du har haft den skønneste madoplevelse. Det kan både være mors kødgryder, asparges fra Lammefjorden og Michelin-restauranter - eller måske har du været på rov i naboens æbletræ?

 Der er også mulighed for at lave keramik, billedkunst, talebobler og digte. Dyrke yoga og snakke med en LGBT+ person. Og så kan du være med til at sy et helt frokostbord i genbrugstøj sammen med re:wair. Og når det er færdigt, kommer Comdia School og optræder ved det spektakulære madkunstværk.

På pladsen vil man også komme til at opleve en skøn parade med Tryllehaven, hvor 2 æsler og 6 eventyrlige figurer bevæger sig forbi.

Folkemødet fremmer fællesskab

Folkemødet i Odsherred så første gang dagens lys i 2016 med det formål at fremme den demokratiske samtale mellem unge og gamle, politikere og lokalbefolkning, fast- og landliggere, og på tværs af interesser, værdier og social virkelighed. Det er et frirum, hvor hverdagens problemer og glæder bliver taget alvorligt, og hvor man har mulighed for at give sit besyv med i forhold til hvor Odsherred bør bevæge sig hen.

Kom og vær med grundlovsdag, torsdag den 5. juni kl. 9-17 på Den Rytmiske Højskole, Jyderupvej 18, Vig.

Læs programmet

I programmet kan du se, hvilke spændende debatter, god musik, sjove aktiviteter for alle aldre og ikke mindst en masse lækker mad, der kan findes på folkemødepladsen.
Program for Folkemødet i Odsherred 2025