Åbningstale 2024
Normalt går det meget nemt for mig, når jeg skal skrive en tale, men det gjorde det faktisk ikke denne her gang. Og jeg tror det er præstationsangst, fordi det betyder noget. Fordi Odsherred betyder noget.
Jeg vil gerne tale om at være barn og vokse op i et område som vores. Jeg vil gerne slå fast hvor fuldstændig elementært det er for et menneskes udvikling, at få ro til at udvikle sine relationer; venskaber; og indgå i et fællesskab. For det synes jeg, er det særlige ved Odsherred. At følges ad, fra mødregruppe til dagpleje, børnehave og skole. Den slags venskaber, følgesvende gennem livet, er særligt for udkantsområder. Og selvom mange børn og unge undervejs når de bliver ældre, rynker på næsen og vender det ryggen, lover jeg, at der inde den inderste kerne, er et helt særligt tilhørsforhold, som nok skal få sin betydning en dag.
Jeg har venner tilbage fra mødregruppe og børnehave. Vi fulgtes også videre i gymnasiet og til København da vi flyttede hjemmefra. Det er helt sikkert ikke de venner jeg ser mest, men når vi ses er det ganske særligt, for de kender mig bedst. Og ikke bare kender, men også anerkender mig for det jeg er i mine knogler, ikke min uddannelse eller min profession, mit tøj, min bil eller mit hus, men mit væsen. Og mit nervesystem ved det. Deres nærvær skaber ro, som ellers kun naturen kan det. Det synes jeg er en vigtig betragtning i en verden med så meget uro. Og i en verden, hvor det er svært at være ung. Jorden ryster under os. Skovene brænder. Luften er beskidt og vandet og er forurenet. Jeg forstår godt, det kan være svært at se meningen med livet, når død og ødelæggelse fylder så meget i medierne, og i vores bevidsthed.
Aldrig har det været vigtigere at tænde lyset. Og jeg mener ikke hjemme i stuerne. Men inde i os selv. For det smitter. Ligesom smil. Vi skal smile til os selv og til hinanden. Vi skal tænde det indre lys, og være rollemodeller for det gode naboskab. Vi skal skabe rum til alle slags børn i vores landsbyer, men også vi vores hjem. Vi skal tage ansvar og introducere dem for fællesskabet. Vi skal engagere os, og skabe muligheder, ikke kun for vores egne børn, men også for de andres. For det vi gør sætter aftryk. Det vi gør betyder noget. Hvis vi lyser, så gør fremtiden det også. Og lys smitter. Ligesom smil. Den tilknytning, de fællesskaber, og roen til at udvikle relationer er det meget meget vigtigt at vi værner om. Både i vores hjem, i vores fællesskaber og men også politisk.
Da Anne-Marie og Lars spurgte om jeg ville holde den her tale, tænkte jeg med det samme på et citat, jeg gerne ville læse op. Det er et citat fra Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, der den 15 marts i år skrev følgende på sin facebookprofil:
Og jeg citerer:
”Hvad har du egentlig allermest brug for i en usikker verden? Hvad er det, der kan give tryghed og fremdrift og ro på og balance, når alting sejler?
Jeg er lige kommet hjem fra den store udland, helt ovre på den asiatiske side og skal hilse å sige, at de har præcist de samme problemer som os. De samme mentale udfordringer og de samme drømme og håb for fremtiden.
Folk er generelt røvtrætte af kriser og krig og konflikt og dårlig samvittighed og de gider ikke knokle for ond kapital bare for at kunne købe en bil mere.
Dem, der har det godt, dem der er rykket op i den voksende middelklasse, er mindre interesserede i at rage til sig og mere interesserede i at andre også får en del af kagen.
Folk gider ikke vinde spillet mere.
De vil forbedre spillet. Lave et spil som alle kan vinde uden at nogen taber.
De ruller med øjnene af klassisk, amerikansk management teori. Det er nærmest pinligt, hvis ikke ens strategi indeholder et etisk, menneskeligt, lokalsamfundsudviklende perspektiv.
Jeg bliver sgu så glad! Fremtiden tilhører de planetære. Alle os der hellere vil samles end deles, os der hellere vil skændes om hvilken idé, der er bedst end hvem der er dummest i dag.
Jeg ser overalt jeg kommer en mere og mere tydelig trend, som er at de visionære fremtidsforkæmpere koncentrerer sig om at være gode rollemodeller, der rent faktisk får skabt noget godt i dag .. og så siger de “nådada” til alt det andet.
Og hvad er det så, du har allermest brug for i en ustabil verden?
Mit bud er venner.
Ikke offshoring eller homeshoring, men friendshoring. Og ikke med lande, men med mennesker.
Det er mit råd til dig: vær et godt menneske.
Lad dine problemer gøre dig til et bedre menneske.
Og kig dig så om efter venner. Relationer du kan skabe noget fedt sammen med uanset løn, status, hudfarve eller omgivelser. Lav kontrakter og aftaler med mennesker du tror på, og som tror på dig.
Måske er du så heldig at du allerede har dem?” Citat slut.
Jeg blev også mægtig glad, da jeg læste fremtidsforskeren Anne Skares opslag. Og jeg græd lidt, fordi jeg blev ramt et meget sandt sted. Da jeg flyttede tilbage til Odsherred, var det ikke for at for venner, men for at få ro. Og det tog mig flere år at indse, at det ikke kun var naturens ro mit nervesystem havde brug for, men især også de sociale relationer. Det lærte nye venner mig. Igen var det Odsherred der gav mig et netværk. Igen var det Odsherred der gav mig en vennegruppe af særlig betydning, ikke en gammel vennegruppe, men en ny. Både nogen som er flyttet på landet ligesom mig, og nogen der har boet her hele livet.
Det betyder noget at blive rummet. Det betyder noget, at tilhøre et sted. Lad os sammen skabe et Odsherred, hvor man gerne vil høre til.
Anna Emma Haudal